Musiklaug

I musiklauget arbejder man med at genskabe og levendegøre vikingetidens musik og lydunivers. Fokus er på samspil, formidling og fælles udforskning af, hvordan musikken kan have lydt, og hvilken rolle den har haft i vikingetiden.

Der spilles på instrumenter inspireret af arkæologiske fund og historiske kilder, blandt andet lyre, fløjte, horn, rasler samt andre rytme- og blæseinstrumenter.I lauget arbejdes der også med at fremstille musikinstrumenter. 
Musiklauget arbejder med enkle melodier, rytmer, kvad og stemninger, som kan bruges i landsbyen, ved ceremonier, under formidling og til forskellige arrangementer.

Da kilderne til vikingetidens musik er begrænsede, er eksperimentering og tolkning en vigtig del af arbejdet. Arkæologisk viden kombineres med praktisk erfaring og fælles afprøvning, så deltagerne sammen kan nærme sig et sandsynligt lydudtryk.

Kvad indgår som en naturlig del af laugets arbejde. Et kvæde er en fortællende sang eller reciteret tekst, som i vikingetiden blev brugt til at formidle myter, heltesagn, historie og fælles værdier. Kvadene blev ofte fremsagt rytmisk, med eller uden musikalsk ledsagelse, og var opbygget, så de var nemme at huske.

Musiklauget er ikke stort repræsenteret, men bidrager væsentligt til at skabe stemning og liv på Trelleborg og samarbejder ofte med andre laug ved levendegørelse, festivaler og formidlingsaktiviteter.

 

Har du lyst til at være en del af musik lauget?

Der vil jævnligt være undervisning ved sangere og musikere med speciale i vikingetidens musik, og derfor kan der forekomme brugerbetaling.

Lauget er et fællesskab, hvor både nybegyndere og erfarne kan deltage og udvikle sig sammen.

Skjaldeworkshop
Scroll to Top