Søndagsklub

Vær med til at gøre vikingelandsbyen levende

I Søndagsklubben på Trelleborg er du med til at skabe liv, stemning og nærvær i vikingelandsbyen. Her træder vi ind i rollen som landsbyens beboere og giver museets gæster en sanselig og levende oplevelse af, hvordan hverdagen kan have set ud i vikingetiden. 

Søndagsklubben mødes 2. søndag i måneden fra april til og med oktober. Sammen beskæftiger vi os med hverdagens gøremål: madlavning over åben ild, håndarbejde, reparationer, håndværk, børnelege og andre simple opgaver, der var en naturlig del af livet i vikingetiden. Det er gennem disse aktiviteter, at historien bliver levende – både for gæsterne og for os selv.

Som deltager er du ikke “på”, men til stede. Formidlingen sker i dialog med publikum, mens man arbejder, fortæller, viser og svarer på spørgsmål. Her kombineres arkæologisk viden med praktisk erfaring, og nysgerrighed og samtale er en naturlig del af dagen.

Søndagsklubben er et fællesskab med plads til både nye og erfarne. Vi lægger vægt på samarbejde, trygge rammer og glæden ved at lære gennem praksis. Har du lyst til at være med til at formidle vikingetiden på en nærværende måde og samtidig være en del af et engageret fællesskab, så er Søndagsklubben et sted for dig.

Scroll to Top