Note fra museet

29/7 2026

Kære alle vikinger

Efter mere end 10 års forberedelser er vi nu nået til endeligt at kunne påbegynde byggeriet af rekonstruktionen af et udsnit af Harald Blåtands borg – Den Genskabte Borg. Der bliver bygget et 90 m langt voldforløb med palisade, bro og voldgrav, svelleveje, samt 3 langhuse. Alt bygges i 1:1.

Byggeriet er blevet til i et samarbejde mellem Nationalmuseet/ Trelleborg og Slagelse Kommune. Styregruppen har repræsentanter fra de fonde, der har bidraget økonomisk til byggeriet, samt Nationalmuseet og kommunen. Det er Slagelse Kommune der er bygherre, projektejer og projektleder på Den Genskabte Borg. Det er derfor også Slagelse Kommune, der står for byggeriet, tidsplanen og økonomien.

Før igangsætningen af byggeriet skal byggefeltet klargøres efter eksisterende regler. Dette betyder – til vores store beklagelse og vemod – og efter mange drøftelser – at flere af de eksisterende bygninger i Slagløse bliver fjernet. Det drejer sig helt konkret om Hedebyhuset, Smedjen og aktivitetsområdet med halvtaget, ildsteder, brændeskur, opbevaringsskur og hegn. Tilbage bliver grubehusene, Uldal, kamp-arenaen og Huggehuset.

Vi er meget kede af, at så stor en del af landsbyen forsvinder, men til gengæld får vi indenfor to år, 3 gode og rummelige langhuse med fantastiske rammer for fællesskaber og arbejde med vikingetiden – både for vikinger, publikum og ansatte. Vikingetiden på ringborgen kan foldes fuldstændigt ud med undervisning, publikumsaktiviteter, eksperimental arkæologi, håndværk, handel og krigerliv. Der bliver også mulighed for, at op til 150 personer kan overnatte i de tre langhuse. Planen er, at Den Genskabte Borg står færdig ultimo 2027/ primo 2028.

I forhold til publikumsformidlingen har vi fundet en meget fin løsning bagved og i langhuset, samt en ny placering af buebanen. Flytningen giver os en fantastisk mulighed for i praksis at gentænke brugen af langhuse og områderne lige omkring – og dermed en god forberedelse til at flytte ind i de nye rammer i Den Genskabte Borg.

Selvom der bliver bygninger tilbage i Slagløse, som I er meget velkomne til at bruge, vil vi anbefale, at vikinger også bruger langhuset og området omkring langhuset, når I er på Trelleborg. Opsætning af egne telte er selvfølgelig altid meget velkommen.

I er meget velkomne til at kontakte os med spørgsmål.

Bedste hilsner
Vikingeborgen Trelleborg

Scroll to Top