Nyhedsbrev fra Trelleborgs Venner med indkaldelse til Årsmøde

Kære Trelleborgs Venner.
For nylig rundsendte vi nyhedsbrev, hvor vi indkaldte til laugsdag, årsmøde og vintersolhverv. Desværre er vi siden blevet overhalet af nye coronarestriktioner.
Derfor må vi desværre aflyse laugsdagen på lørdag den 7. november og de følgende laugsdage i vinter indtil videre. Fra bestyrelsens side vil vi gerne opfordre laugsformændene til at arrangere virtuelle laugsdage under en eller anden form som alternativ. Derfor må vi samtidig opfordre medlemmerne til at melde til de respektive laugsformænd, om man ønsker at være med i de forskellige laugs og husk, I kan sagtens være med i flere laugs.
Der skulle have været årsmøde den 28. november, men det kan heller ikke lade sig gøre. Foreløbig er det ikke realistisk at holde det, før vi er et godt stykke inde i 2021, så vi indkalder nu til, at det bliver ifm. laugsdagen lørdag den 6. marts. Såfremt det heller ikke lader sig gøre udskydes det med en måned ad gangen indtil der kommer en laugsdag, hvor coronarestriktioner ikke forhindrer det. Indkaldelsen er vedhæftet. Der bliver bl.a. fremsat et forslag til en vedtægtsændring. Såfremt du ikke har vedtægterne helt present, så fremgår de af hjemmesiden under ”bestyrelse”. Det fremgår også af vedtægterne, at man ikke må være i kontingentresistance, hvis man vil deltage i årsmødet. Hvis du ikke har husket at betale i 2020, så fremgår kontingent og kontonummer også af hjemmesiden under ”bliv medlem”.
Vi må af samme grund ikke afholde Vintersolhverv, som vi plejer. Vi ville have afholdt vintersolhverv på den lørdag, som ligger tættest på den 21. december, nemlig den 19. december. Nu vil vi i stedet foreslå, at alle afholder vintersolhverv med deres egen smittekæde. Vi opretter en begivenhed på Trelleborgs Venners facebookgruppe og vil så opfordre alle til at poste billeder, videoer, menuer osv. I aftenens løb, så vi sammen kan holde en stor virtuel Vintersolhvervsfest med alle som deltagere.
Vi håber så meget på et bedre 2021, hvor vi kan mødes i under mere normale vilkår og er superglade for, at I vil være med trods alle besværlighederne. Trods alle restriktionerne har vi afholdt en række møder med museet om det at flytte ud i Slagløse og optræde som levende formidlere, ligesom mange af os oplevede at gøre det i løbet i Vikingesommer. Selv med restriktioner burde det blive muligt i det kommende år og jeg håber meget, at I vil tage det til jer og tilmelde jer som borgfolk og frivillige formidlere i 2021.

Med vikingehilsen
På bestyrelsens vegne
Leif

I efterfølgende opslag kommer selve årsmødeindkaldelsen og beretningen.

Scroll to Top