Foredrag: Animisme fra oldtid og vikingetid til nutid

Kære alle medlemmer

Fredag d. 4 april inviterer vi til et foredrag af Rune Engelbecht med overskriften:

Animisme fra oldtid og vikingetid til nutid

Er nogle sten levende, og kan skovens træer iagttage dig? Kan dyr være personer og mennesker blive til dyr? I mange kulturer og epoker ville man svare ja. Sådanne oplevelser delte vikingerne ikke blot med antikkens grækere og romere, men også oprindelige folk verden over, og vi kalder det for “animisme”. I et billedrigt foredrag fortæller idéhistoriker Rune Engelbreth Larsen om, hvad animisme egentlig er, og hvordan forståelsen har forandret sig markant de seneste årtier.

Animisme er den mest udbredte verdensforståelse både historisk og geografisk, og helt grundlæggende er den betegnelse for den oplevelsesverden, at der er mange flere personer i verden, end der er mennesker. Og selv om kirken fortrængte den oprindelige nordiske religion, fortrængte den ikke dens animistiske grundlag, der blev ved med at være udbredt blandt almuen helt frem til begyndelsen af 1900-tallet — og i dag breder sig igen.

Animisme blev tidligere blev betragtet som ‘primitive’ folks naive ‘besjæling’ af dyr, planter og genstande eller som tidligere kulturers laverestående ‘religion’. Sådan anskues det ikke længere af antropologer og religionshistorikere, hvoraf mange i dag betragter disse verdensforståelser som erfaringsbaserede.

• Rune Engelbreth Larsen er idéhistoriker, forfatter og digter. Tidligere medlem af Det Etiske Råd (2017-2022) og i dag medlem af Naturfagligt Udvalg i Danmarks Naturfredningsforening. Senest forfatter til bogen ‘Animisme — fra klippekunst til klimakrise’ (2025).

Overskrifter

Scroll to Top